Lidt om mig

I 2000 valgte jeg at sige mit job op og starte som selvstændig,
 hvilket jeg har været lige siden.

Oprindelig er jeg uddannet Sociolog, men vil idag nok mest
kalde mig selv for Wayshower, Guide eller Inspirator.

Min intention er at skabe Inspirerende


Blogs & Videoer,
Artikler & Bøger,
Foredrag & Kurser,
både online og live,


der altsammen har til formål at inspirere
mennesker til at være dem selv, følge deres hjerte,
og tage deres åndelige aspekt alvorligt. 


Forhåbentlig vil jeg også kunne inspirere dig!


Hjerteligst

Lonelund.png

Min Historie

Hvis du vil vide mere om hvordan jeg selv er kommet hertil, kan du læse min historie her: 

Som 19 årig blev jeg gravid med mit første barn. Bekymrede voksne og skeptiske jævnaldrene så straks en sandsynlig risiko for, at jeg ville ende som uuddannet enlig mor i et socialt boligbyggeri, - og jeg tror, at jeg dybt indeni besluttede mig for, at jeg nok skulle vise dem, at jeg kunne klare mig – uanset hvad.

13 år senere var jeg som forholdsvis nyuddannet sociolog, projektleder for et stort Symposium i Projektledelse, mor til 3 børn i alderen 3 – 13, havde været spejderleder for en stor gruppe børn og unge gennem 10 år, og stod i min fritid på scenen i Hillerød Revyen, som jeg et par år forinden havde taget initiativ til sammen med min daværende mand. Herudover havde jeg været engageret i forældrearbejdet i alle mine børns institutioner og skoler, havde masser af venner og veninder og arrangerede ofte vellykkede fester og middage for både familie og venner.

Jeg så mig selv som stærk, engageret og succesfuld, og var stolt af, hvad jeg de første 33 år af mit liv havde bedrevet. Selv om jeg godt vidste, at dette ikke var hele sandheden, var jeg dengang ikke bevidst om, hvor meget energi jeg brugte på holde alt det nede, som jeg ikke ville være.

Jeg havde brugt det meste af mit liv på at udvikle mig i retning af alt det, som jeg gerne ville være, at jeg ikke vidste, at jeg samtidig havde skubbet alt det, jeg ikke ville være, ned i mørket.

Noget af det værste jeg kunne forstille mig, var at være svag, uengageret og ensom, da det for mig stod som noget af det mest taberagtige man kunne forestille sig. Men da jeg pludselig en aften under en forestilling besvimede og stod på hovedet ned af scenen, begyndte en længere rejse, som langsomt men sikkert skulle bringe mig til at se og acceptere alt det, jeg også var, men som jeg var dybt rædselsslagen over at være.  

 Mit scenestunt havde gjort mig bange, og efter lidt tid gjorde angsten mig angst for at blive angst, og gjorde det svært for mig at udføre både mit arbejde og alle mine udadvendte fritidsaktiviteter. Dette førte mig i første omgang til bibliotekets hylder med selvudviklingsbøger, og snart efter fulgte en lang række kurser og uddannelser, først indenfor NLP og siden indenfor mere alternative og spirituelle retninger. Jeg har fulgt mange forskellige stier og veje, som alle lidt efter lidt har ført mig tættere på mig selv og min autentiske kerne, selvom det ikke altid har set sådan ud ved første øjekast.

I dag er jeg 56 år, mor til 4 børn i alderen 17 – 35 år og ved at jeg både er Stærk og Sårbar. At jeg kan være dybt Engageret og fuldstændig Ligeglad, At jeg er højt Elsket og Respekteret og samtidig indimellem helt Usynlig og Alene. I takt med at jeg er kommet tættere og tættere på mig selv, og har ladet mit hjerte styre slagets gang, er de store dramaer forsvundet fra mit liv, og en vidunderlig grundfølelse af Indre Glæde og Ro har indfundet sig. En Indre Ro og Glæde, der ikke kan købes for penge, men som kun kan vindes ved at gå på opdagelse i ens eget indre skatkammer, og undersøge hvilke sandheder, der gemmer sig under den til tider noget glatpolerede facade, som vi alle kan omgive os med.

Selvom jeg aldrig tror at rejsen slutter, føler jeg, at jeg er kommet så meget i kontakt med mig selv og min autentiske kerne, at jeg kan stå 100% inde for at guide andre, der lige som jeg, ønsker at komme i tættere kontakt med deres autentiske kerne, og finde den indre ro og glæde, der helt automatisk følger med.

Og hvis du tror, du kunne havde glæde af mine indsigter og erfaringer, vil det være mig en stor ære, at guide dig på din rejse…...

 

Det bedste du kan gøre for andre, er at være dig selv 

- i din allerhøjeste version!

Vær dig selv NU!

Min Mission

Min største glæde er, at inspirere mennesker til at være dem selv og leve livet med hjertet som kompas.

For jeg tror ikke på, at vi for alvor kan ændre, hverken os selv eller verden, hvis vi ikke tager vores hjerte og vores åndelige aspekt, alvorligt.

Kun i hjertets ubetingede kærlighed og accept, kan vi for alvor finde fred, når livet ikke går, som vi havde tænkt os.

Når vi lever fra hjertet, er vi autentiske.

Når vi lever fra hjertet, respekterer vi automatisk både os selv og vores relationer.

Når vi lever fra hjertet, kan vi både mærke og markere vores egne grænser – og respektere andres.

Jeg tror helt ind i min sjæl på, at verden vil blive et bedre sted at være, hvis vi begynder at leve fra hjertet og skabe kærlige og fredfyldte relationer til os selv og hinanden.

Når vi fokuserer på at forvandle de blokeringer, der står i vejen for, at vi kan åbne hjertet for både os selv og hinanden, begynder verden for alvor at ændre sig.

Når vi ikke længere peger på ”de andre” som ophavsmænd til vores problemer.

Når vi for alvor begynder at tage ansvar for vores liv og relationer, baner vi vejen for at verdens frygt og aggressioner, kan blive afløst af kærlighed og accept.

Og tænk engang, hvis kærlighed kunne blive det styrende princip på jorden….., måske ikke i morgen eller i overmorgen. Men engang!

Sådan en verden ville jeg elske at give videre til mine børn og alle deres efterkommere….!!

Lonelundlogo_bold.png