En Klynkers Bekendelser

Elsk dig selv
Forleden dag var en af de tungeste dage, jeg længe har oplevet.

Det startede med, at jeg vågnede med smerter i venstre side af ryggen, så jeg nærmest ikke kunne komme ud af sengen.

Og hvis der er noget der kan tvinge min dybeste sårbarhed frem i lyset er det, når min krop sætter ud.

Jeg tog mig god tid til at stå op, men da telefonen ringede ved 8.30 stod jeg op for at tage den.

Det var Mellemfolkeligt Samvirke, der gerne ville takke mig for min månedlige støtte og høre, om jeg havde mulighed for at sætte beløbet op, da de virkelig manglede penge.

Jeg hørte mig selv sige, at hvis jeg skulle svare på, om jeg havde mulighed måtte jeg nok svare nej, men hvis jeg skulle svare på hvorvidt jeg gerne ville, måtte jeg svare ja.

For det var to forskellige ting.

Imens kunne jeg mærke en sårbarhed vælte frem i mig, da jeg nærmest grådkvalt sagde, at jeg nemlig ikke helt selv vidste, hvordan jeg skulle betale min husleje lige om lidt.

Den stakkels pige i telefonen blev helt flov og sagde at så skulle jeg selvfølgelig koncentrere mig om mine egne udgifter, hvorefter jeg foreslog at forhøje mine sølle 50 kr pr. måned til 75 kr. For det ville jo ikke være det, der gjorde den store forskel.

Hvorefter jeg lagde på, og noget overraskende for mig selv, brød sammen i gråd.

For selvom jeg ellers synes, at jeg er rimelig afslappet omkring min noget slunkne indkomst for øjeblikket, synes jeg at jeg generelt er ret god til at have tillid til, at alt er som det skal være.

Men en del af mig var tydeligvis noget mere påvirket af situationen, end jeg var klar over.

Og så træt af at kæmpe, at den nu havde sat sig i ryggen, i håb om at jeg omsider kunne tage den alvorligt.

Og senere da jeg stod i badet blev det tydeligt for mig, at jeg jo på lige præcis dette punkt ikke tager mig selv 100% alvorligt.

Noget jeg ellers holder af at prædike vigtigheden af for andre.

Det går jo ikke, at jeg selv er alt for meget i underskud, hvis jeg skal have overskud til at inspirere, guide eller hjælpe andre.

Så på mange måder blev det meget tydeligt, hvor langt jeg selv vil gå for at give, og hvor svært jeg selv har ved at bede om noget fra andre.

Det være sig både andre mennesker, men i den grad også den åndelige verden.

For jeg vil nemlig for alt i verden ikke være KLYNKENDE.

Og det har åbenbart indtil videre været så vigtigt for mig, at det har stået i vejen for, at jeg vil bede om hjælp.

Så resten af dagen tog jeg mig af den KLYNKENDE side, der er så f*cking træt af at kæmpe, og har så mega meget ondt af sig selv og synes at verden indimellem bare er ond og uretfærdig.

Og var derudover bare mega træt, svimmel og havde ondt i hovedet, da de intense energier for tiden, ud over at hjælpe os med at sætte lys på skyggerne, også sætter vores krop på overarbejde...!

Men ryggen gik over, nærmest i samme øjeblik jeg tillod mig at bryde sammen.

Og et par lange telefonsamtaler med 2 skønne kvinder, gav både den klynkende, men også den voksne ansvarlige del af mig plads til at være.

Dagen efter kunne jeg mærke en meget større ro og afklarethed, og var igen klar til endnu en ny etape af min rejse.

Og kunne igen have tillid til at de par tusinde jeg stadig manglede for at kunne dække mine faste udgifter en lille uge senere, nok på den ene eller anden måde ville dukke op. * Se hvordan det endte med at udvikle sig sidst i indlægget i [   ]

Men den store læring for mig er, hvor vigtigt det er at have alle vores sider med, når vi begiver os ud på hjertets vej.

For lige så vigtigt, det er at følge vores hjerte, give slip og have tillid, lige så vigtigt er det at tage de sider i os, der stadig kæmper og ikke har tillid, alvorligt.

Ikke at de skal styre os, men at de skal tages alvorligt og rummes, når de ind imellem kommer frem og forsøger at råbe os op ved at tale med MEGET STORE BOGSTAVER.

For det er jo i sagens natur først der, vi kan høre dem, hvis de ligger godt gemt nede i skyggen.

Jeg er nu begyndt at inkludere bøn i mine 3 morgensider og har allerede taget de første skridt til at tage imod hjælp fra andre.

Og fik allerede næste morgen nye ideer til, hvordan jeg fremover kan skabe en mere bæredygtig business, der giver mere overskud til at give i endnu større skala end hidtil.

På selve dagen var bare tanken om at dele alt dette absolut ikke en mulighed, men allerede dagen efter var det OK, for da havde jeg omfavnet den indre KLYNKER og taget den ved hånden, så jeg ikke længere behøver at skamme mig over den.

Så hvis mit skriv her, skulle bringe nogle af dine indre skyggesider frem i lyset, kan jeg kun anbefale dig, at omfavne og elske dem og tage dem i hånden, så de ikke længere behøver at styre dig inde fra mørket.

Tak fordi du læste med så langt og tog dig tid til at være vidne til min lille historie ❤

I kærlighed

Lone ❤

*[Og mine faste udgifter blev med ét dækket hurtigere end jeg havde haft fantasi til at forestille mig. Kort tid efter, at jeg næste dag postede dette lidt omskrevne indlæg inde i min lukkede gruppe på FB, begyndte min mobilpay pludselig at give lyd, og som ud af det blå tikkede det ene generøse bidrag efter det andet ind. Hvorefter jeg så kunne tude igen .... Men denne gang i dyb dyb taknemmelighed over den overvældende støtte og opbakning, der pludselig helt uventet strømmede mig i møde.]

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar