Når vi bryder sammen, kan noget nyt bryde igennem

IMG_5366.jpeg

Mange mennesker er i dag er kede af det, angste eller deprimerede, fordi de er uden kontakt med deres sande selv. Egoet har taget over og styrer derfor hele livet gennem en strøm af evigt kværnende tankemylder, der har til formål at sikre egoets overlevelse.

De ubehagelige følelser fortæller os, at der er noget galt. At vi bevæger os væk fra os selv, uden at vi helt er bevidste om det.

Og selvom de fleste af os hader at føle vores ubehagelige følelser, er livskriser af enhver art, ofte det eneste, der for alvor kan få os til at give slip på den, vi tror vi er, for at kunne give plads til at være den, vi virkelig er.

Gøre plads til at se og mærke vores iboende åndelige kraft og autentiske kerne.

For først når vi føler, at vi mister os selv, er vi åbne for en mere dybdegående forandring i vores opfattelse af os selv og verden, og først når vi ikke længere kan genkende os selv, er vi parate til at overgive os på et dybere plan.

Sammenbruddet giver således sjælen en kærkommen mulighed for at bryde igennem.

Når tingene går, som vi ønsker, har vi intet incitament til at kigge indad, da den væsentligste grund til at kigge indad, er at forsøge noget få noget af det, som vi nu pludselig kan mærke, at vi mangler.

En krise er ofte foranlediget af en ydre begivenhed, men kan også være et tab ift. noget af os selv, der ikke længere fungerer som det plejer.

Det kan være i vores hoved, vores hjerte eller vores fysiske krop.

Den typiske reaktion på en krise, hvad enten den er trigget af noget udenfor os eller inde i os selv, er frygt, sorg eller vrede. Følelser der ofte er så stærke, at de for alvor ryster vores grundvold.

Når vores hoved pludseligt ikke fungerer som det plejer, bliver vi bange. Bange for om der er noget galt med os, bange for fremtiden, bange for hvordan vi fortsat skal kunne fungere i verden uden vores hidtidige kendte mentale kapacitet. 

Når vores følelser pludselig tager over med en styrke, vi ikke før har oplevet og efterlader os uden mulighed for at styre dem, er det typisk også frygten, der først dukker op. Frygten for ikke længere at kunne kontrollere vores følelser, som vi plejer: Frygten for at blotte os, for at vise svaghed og ikke være herre over situationen.

Måske oplever vi nu pludselig os selv, som vores største skygge, idet vi føler os f.eks. svage eller følelsesstyrede i en grad, vi normalt plejer at foragte.

Når vores fysiske krop pludselig reagerer med manglende styrke, smerter eller sygdom, er frygt også her ofte den første reaktion. Måske her aller stærkest, da problemer i kroppen automatisk kan bringe os i kontakt med en dybere dødsangst. Da den endelige konsekvens af, at kroppen ikke længere fungerer, er den fysiske død. Som jo nok, når alt kommer til alt, er roden til al den frygt, vi overhovedet måtte opleve i vores liv.

Uanset om vi oplever krisen på det mentale, følelsesmæssige eller fysiske plan, giver det os en naturlig følelse af at miste os selv. Hvilket i sig selv giver en naturlig impuls til at finde tilbage til os selv. 

Umiddelbart er vores første indskydelse og ønske, at finde tilbage til den, vi var inden krisen, og det kan derfor føles lidelsesfuldt, når dette ikke bare lige ser ud til, at kunne lade sig gøre.

Dels fordi det som regel sjældent foregår på en måde og i et tempo, som den gamle version af os selv foretrækker. Dels fordi det slet ikke er målet.

Målet er nemlig nu i højere grad sjælens, og her er målet snarere at finde dig selv i din mere ægte og sande version, end at komme tilbage til den mere stolte og egostyrede version af dig.

Så her begynder lidelsen for alvor, da egoet bestemt ikke synes om dette mål, og derfor med alle midler søger at modsætte sig dette.

Men jo mere vi gør modstand, jo større lidelse. For jo mere egoet modsætter sig det nuværende øjeblik, jo større føles smerten.

Hvis vi istedet bliver bevidste om, hvad der i virkeligheden er ved at ske med os, kan vi gå med processen i stedet for imod den. Med accept, kærlighed og medfølelse med os selv, kan vi omfavne alt, hvad vi oplever. Vores smerte, vores stærke ubehagelige følelser og vores svigtende mentale kapacitet. Og ikke mindst vores modstand mod at opleve det.

Men først når vi begynder at forstå og se meningen i det, der er i gang med at ske med os, kan vi for alvor mobilisere den forståelse og kærlighed, der er nødvendig, for at kunne komme hel og nyfødt igennem og ud på den anden side.

For selv om andre kan være der for os i et eller andet omfang, er det kun vores egen ægte og dybe medfølelse og kærlighed, der kan bringe os hele igennem.

Når vi kan se og erkende vores udødelighed som åndelige væsener og inderst inde mærke sandheden om, hvem vi er, er vi parate til at gå videre i en hel ny version med vores sande selv i hånden, så vi ikke længere vil føle os alene, uanset hvor vi er og hvem vi er sammen med.

I kærlighed 

Lone 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar